mandag den 2. september 2013

Long time, no see...

Jobsøgning og bloggin' burde egentlig gå hånd i hånd. Min verden er tydeligvis bare en anden. Jobsøgningen trækker tænder ud og tager al min tid. Faktisk vil jeg bare gerne ha' et job. NU. Det ville være meget nemmere.
 
Siden sidst har jeg helt sikkert bagt en masse kager og lavet enorme mængder mad. Både med og uden mel og sukker. Der er jo andre behov end mit eget, der skal stilles og i sidste weekend var jeg med svigerfamilien på camping. Kan ikke huske jeg har gjort sådan noget siden jeg var barn, og de havde tilsyneladende heller ikke været af sted i mange år - og slet ikke på Nordstrand Camping i Frederikshavn. Det var dér, de altid camperede med ungerne (læs: min mand og svigerinde) og vi havde altså nu foræret dem en tur i sølvbryllupsgave. Så her stod vi jo selvfølgelig også for al forplejning. Jeg havde kastet mig ud i en gang klatkager a la en opskrift, jeg havde ladet mig inspirere af på nettet. De var baseret på nødder og solsikkekerner, som havde fået en tur i blenderen inden jeg tilsatte grofthakkede chokoladestykker, kokosmel og en blanding af smør og kokosolie. I ovnen med dem - og... Ja, smagsmæssigt fejlede de ingenting. Det var en større udfordring med konsistensen, når man nok havde en lille forhåbning om sprødhed. Der er plads til forbedring og næste gang tilsætter jeg nok en god portion mandelmel. Ja, og sådan gik det altså til, at der ikke lige var et større behov for at forevige kreationen med fotos.
 
Vel returneret fra camping fik jeg leveret en stor spand mirabeller fra svigermors have.
 
Når man hverken bruger sukker, sødemidler eller andre unaturlige tilsætningsstoffer, sætter det sine begrænsninger ift. at omsætte så mange; Vi spiser i hvert fald ikke nok marmelade til at hele leveringen skulle gå til dét, når nu holdbarheden begrænses gevaldigt uden dén form for tilsætning - så det blev til en mirabelletærte! Der var inviteret gæster til både fredag og lørdag, så der var hjælp at hente.
 
Tærtebunden lavede jeg af:
3 dl. fedtreduceret mandelmel fra Sorring Mølle
1 dl. kokosmel
1 dl. finthakkede mandler
1 æg
175 g. koldt smør
 
De tørre ingredienser røg en tur i køkkenmaskinen, hvor de blev blandet godt og grundigt inden jeg tilsatte ægget og det kolde smør i små portioner af gangen. Jeg bagte den 15 minutter i en forvarmet ovn ved 200 grader - og bum, en lækker, sprød smørbagt (!) tærtebund.
 
Mirabellerne havde jeg i mellemtiden renset, skåret og fjernet stenene fra, så de var klar til at udgøre toppingen på tærten. Man skal virkelig have tålmodigheden fundet frem fra den bagerste ende af skuffen inden man giver sig i kast med dét, for det tager laaaaaang tid. Men med lækker musik i øregangen, et par tændte stearinlys og god karma var det kun et hyggeligt projekt. De flækkede mirabeller blev lagt med snitfladen opad og tærten blev smidt i ovnen i 15 minutter mere. Og ja, det blev så (foruden et par glas syrlig mirabellemarmelade (ren og skær frugt tilsmagt med vaniljepulver) til denne kreation:
 

 


Normalt ville jeg servere den med (fuldfed) cremefraiche, men jeg havde ikke helt nok til forsamlingen - så den blev blandet op i lidt græsk yoghurt 10 % og smagt til med vaniljepulver.

mandag den 15. juli 2013

Første spadestik...

Endelig endelig endelig sker det! Den her blog har været undervejs så længe, jeg overhovedet kan huske, men tiden flyver og jeg kan dårligt følge med. I dag har jeg en rigtig mandag, hvor jeg allermest egentlig bare har lyst til at kravle under dynen og blive der indtil det bliver tirsdag. Kender I det? Det er egentlig ikke fordi jeg ikke har noget at tage mig til. Det skal bare ikke lige være i dag, kan jeg mærke... Tiden kan jeg jo så passende bruge på at få startet op på min - længe planlagte - blog. Ikke at lave noget, duer jeg heller ikke til. Det er ikke nemt med mig :)
 
Nå, men det er jo ikke uden grund og bare for sjov (eller - det er det selvfølgelig også...) at jeg starter op på det bloggin' her. Egentlig ligger det slet ikke til mig at skulle 'udlevere' mig selv, mit liv, mine tanker, idéer og opskrifter for efterfølgende at følge op på dem. Faktisk er jeg mere sådan en regelret og matematisk anlagt Quinde, der befinder sig allerbedst under ordnede forhold; Dér, hvor alting kan sættes i kasser, rammer og med to streger under og - objektivt set - måske bliver lidt firkantet. Ikke alt sådan noget plidder-pladder. Jeg er ikke tryg i det. Når jeg så alligevel springer ud i det, skyldes det flere ting; Dels udfordringen, dels - og mest af alt! - fordi jeg synes der mangler noget inspiration til at lave kager og desserter på rene og helt naturlige råvarer. JEG mangler det i hvert fald. Og så har jeg lært, at man må tage skeen i egen hånd - og det gør jeg så!

Det lyder måske som om jeg har set mig sur på sukker og sødemidler. Det har jeg måske også i nogle tilfælde, men faktisk er årsagen mest af alt, at rigtig mange - deriblandt jeg selv - ikke kan tåle det. Selvfølgelig er der nogle officielle kostråd, som bør følges (jeg tør ikke skrive andet). Omvendt er der de sidste mange år blevet vendt op og ned, talt for og imod, mange af dem, og snart kommer en ny redigeret udgave. Kostrådene ændrer sig hele tiden i takt med forskningen, og der dukker konstant nye kostretninger op. Der er ikke noget at sige til, at rigtig mange mennesker bliver forvirrede over hvad de skal spise og ikke. Nu er jeg selv uddannet indenfor Ernæring & Sundhed og har derfor nok et nogenlunde kvalificeret grundlag at tage stilling på. Og så alligevel ikke. Jeg tror ikke, at der er én kostretning, som er god for alle. Vi er alle forskellige, og derfor skal vi også behandle vores kroppe forskelligt. Jeg har også afprøvet alverdens kure og kostretninger i tidens løb, og mærket effekten af dem alle på min krop. Udfordringen opstår så, når man kan mærke, at kroppen reagerer, men ikke aner HVAD det er, der får den til at gøre det - og måske får man det bedre, men hvad sker der rent fysiologisk inden i kroppen, udover hvad der måske nok var tilsigtet? Dét er et af de store spørgsmål, som man måske nok aldrig får svar på før det er for sent.
 
Well, der røg jeg vist ud af en tangent... Det, jeg egentlig ville frem til var, at der kan være mange årsager til, at man gerne vil undgå sukker og sødemidler. Personligt fik jeg for halvandet års tid siden konstateret PCOS - og siden har jeg forsøgt at regulere det via kosten. Udfordringen opstår oftest, når danske måltider i virkelig mange tilfælde er baseret på kulhydrater og desserter spækket med sukker. Nu er jeg jo langt fra den eneste, der ikke er god til det sukker dér, så selvfølgelig er der en hel masse alternativer i form af både naturlige og kunstige sødemidler. Jeg forstår bare ikke konceptet. Jeg er lidt af den holdning, at enten gør man det helt eller også gør man det ikke. At lave noget alternativt, bliver bare aldrig det samme. Og så er jeg nok også lidt bange for hvad især de kunstige sødemidler gør inde i kroppen - men sådan er det jo med så meget. Derfor forsøger jeg at undgå alle former for tilsat sukker, for i stedet at bruge nogle rene råvarer, der har en naturlig sødme. Og ja, selvfølgelig er der også sukker i dé fødevarer - men det er 100 % naturligt og integreret i fødevaren, og selvom det i mange tilfælde vidner om et kulhydratrigt produkt, er de reelle mængder, der indtages, væsentlig mindre. Dét fungerer for mig! Bemærk '...for mig!'. Det er ikke sikkert det gør for dig. I alle tilfælde håber jeg at kunne inspirere til at kokkerere på en mere naturlig måde end som du, jeg og vi har været vant til gennem århundreder.
 
Skulle du have gode idéer, inputs og/eller kommentarer, er du meget velkommen til at byde ind.
God læselyst!
 
<3 Tine